Få skriveprocessen til at glide

Skriveflow

Flowskrivning hjælper dig med at skrive frit og producere bedre tekst

Når ordene sidder fast og dine fingre går i stå

Det at skrive en tekst er mystisk.

Eller rettere:

Vores billede af, hvordan andre skriver tekster er præget af mystik.

Du kender sikkert billedet:

En krumbøjet skikkelse sidder i et dårligt oplyst rum. De insisterende klik fra tastaturet hamrer taktfast afsted. Og bag en mur af krøllet papir dukker et hoved op. Pupillerne skyder fokuserede lyn ud, der bliver til ord, der vælter ned på papiret.

Forfatterens opslidende kamp.

Bunkerne af krøllet papir, der hober sig op.

Billedet af den lidende kunster, der slæber sig modløst gennem livets trummerum og i magiske øjeblikke drysser sine guddommelige ord ud.

Og der er en lille gran af sandhed.

Du oplever det måske også selv, når du skriver tekster. Nogle dage glider det. Du rammer et flow og ordene vælter ud. Andre dage ... don’t mention the war.

Det vilde er, at du kan øve dig på teknikker, der før flere dage til flowfyldte oplevelser af lykke. Og færre dage til en kamp mod det blanke papir.

Men først skal vi lige forbi hjernen. Og hvad der sker, når vi skal præstere noget. Uanset om det er en mail til chefen, en salgstekst eller noget helt tredje, der slet ikke har med dine ord at gøre.

Det føles farligt, når du skal præstere noget

Din hjerne er designet til at holde dig i live. Og en af de mest effektive mekanismer til det er vores kamp-flugt-system. Det fungerer i korte træk sådan her:

Når du står i en farlig situation, så kan du enten kæmpe eller flygte. Står du i en farlig situation, så træffer hjernen lynhurtigt et valg. Og alt efter udfaldet, så bliver du og kæmper eller flygter.

Det virker godt, når vi står overfor en fysisk fare. Stod din stenalder-oldefar foran en sabeltiger, så var der to valg. Kæmp eller flygt.

Problemet i skrivearbejde er, at de fleste farlige ting er noget du forestiller dig. Det er følelser og tanker som:

  • Hvad nu, hvis jeg ikke kan skrive noget?
  • Hvad nu, hvis jeg bliver til grin?
  • Hvad nu, hvis de opdager, at jeg slet ikke er god?
  • Hvad nu, hvis jeg har mistet evnen?
  • Hvad nu hvis ...

Det lille frø af frygt kan hurtigt vokse. Og pludselig reagerer hjernen på dine tanker og følelser som om en sabeltiger lige var sprunget ud fra hækken: Kæmp eller flygt.

Hvis det hjælper, så presser de mange ‘hvad nu hvis’-tanker sig typisk på, fordi du gerne vil gøre det godt. Fordi du er ambitiøs. Fordi du vil noget.

Problemet opstår, når du så skal skrive din tekst. For pludselig bliver dit fokus at gøre det rigtigt. Så du skriver dine første ord som om de skulle blive stående dér til evig tid. Du skriver med fokus på det færdige resultat. Og pludselig bliver det svært at få ordene frem.

Og selvfølgelig skal du have noget at skrive om. Det kan være noget viden, du gerne vil formidle. Et produkt, du vil sælge. En nyhed, du vil have ud. En chef, du vil overbevise.

Men bare fordi du kender formålet, så er det ikke sikkert, at du bare kan hoppe til tasterne og rive ord ned fra hylden som perler på en snor.

Lige der rammer vi ind i problemets kerne:

Du begynder at skrive teksten alt for tidligt.

Resultatet:

Du knokler for at få de perfekte ord på papiret.

Og dét pres får ordene til at sætte sig fast i systemet.

Teknikker, der hjælper dig med at skrive i flow

At skrive og komme ind i et godt flow kræver øvelse.

Derfor har jeg samlet et par gode ressourcer til dig, hvor du kan få mere inspiration:

Derfor sætter ordene sig fast i systemet

Skrivearbejdet kommer med et indbygget pres. Vi vil så gerne ramme den lige i røven. Helst i første hug. Måske fordi vi ser teksten som et spejl af os selv. Det, vi kan kradse ned i en tekst, bliver en refleksion af vores egen intelligens.

Så vi glemmer, at gode tekster bliver knoklet frem. Og begynder at frygte skriveblokaden.

Jeg oplever i hvert fald sjældent, at sætninger rammer plet i første hug.

Men jeg kender stadig presset. Eller rettere: drømmen. Det romantiske billede af kunstneren, der rammes af guddommelig inspiration og krænger sit livs værk ud i en ukontrolleret skriverus.

Den inspirerede kunstner er en god fortælling.

Men det er meget, meget langt fra virkeligheden.

Gode tekster er resultatet af benhårdt arbejde. Det kræver god koncentration. Og det kræver en masse energi af din hjerne at være kreativ og skabende.

Den gode nyhed er, at du kan gøre processen lidt lettere. Det kræver dog, at du får en god proces og bruger en række gennemtestede teknikker til at din skriveproces til at flyde.

Alligevel er skrivearbejdet hårdt og besværligt. Selv for en, der har lært at elske det som mig. Det er stadig forpustende bøvlet at få ordene til at ramme den helt rigtige rækkefølge.

Vi har alle forskellige grunde til at opleve skrivearbejdet som besværligt. Bo Skjoldborg pinpointer i sin bog Flowskrivning fire skrivetyper, der bokser med hver deres udfordring. Det kan være, at:

Du bokser med at finde roen og tiden til at skrive

Møder, mails og mobiltelefonens notifikationer. Du er god til at skrive. Du føler dig egentlig ok sikker. Og du forsøger febrilsk at få skrevet lidt ind mellem alt det andet. Det er bare en gigantisk frustration, at du aldrig når i dybden eller for den sags skyld bliver færdig med din tekst.

Du mangler feedback

Du skriver alene. Måske fordi du er freelance, eller fordi du er den eneste i virksomheden, der for alvor producerer tekst. Frustrationen ulmer, fordi du mangler feedback. Du mangler simpelthen sparring på dine tekster og dine idéer. Det får usikkerheden til at nage, selvom du altid har vidst, du var god til at skrive. Skriveprocessen kører bare fast, fordi du mangler interaktionen omkring din tekst.

Du er fanget i din egen perfektionisme

Selvkritisk, kvalitetsbevidst og omhyggelig. Alle gode kvaliteter. Men det kan hurtigt betyde, at skrivearbejdet begynder at fylde. Det tager simpelthen for lang tid at skrive teksterne, og det er blevet irriterende at skulle bruge weekenderne på at finpudse tekster.

Du har det slet ikke godt med at skrive

Bo Skjoldborg refererer til den utrænede skriver. Hvor tekst og ord altid har været svært. Du vil hellere slippe udenom at skrive. Og det bliver kun til noget, hvis du er tvunget.

Fælles for alle frustrerede skrivere er, at de kan få det lettere med skrivearbejdet. Du kan få det lettere med at skrive. Så det er lysten, der driver fingrene hen over tastaturet. Så feedback er naturligt. Så perfektionisme er pakket væk. Og du tør begive dig ud på gyngende grund og bare skrive løs – uanset hvordan det første udkast bliver.

En gamechanger i mit eget liv med tekster var, da jeg lærte om flow. Jeg havde oplevet at være i flow. Følelsen var der, når vi jammede i øvelokalet. Eller når jeg en sen aftentime oplevede at kunne skrive i det uendelige på en artikel.

Forskellen er, at jeg nu har værktøjer, så jeg kan arbejde mig ind i en flowtilstand. Jeg kan planlægge det. Det føles næsten som at arbejde med superkræfter. Men det vigtigste er faktisk, at det gør det skriverierne sjove og legende. Lidt ligesom en god jamsession.